Sikker ejendom - Blog om videoovervågning og alarm.

Videoovervågning over internettet | opsætning af router

Port ForwardSkal du tilgå dit IP-kamera fra internettet og ikke blot fra dit lokale netværk, kræver det typisk en port forwarding af din router. Når du laver en port forwarding, fortæller du din router, hvortil den skal henvise en forespørgsel efter dit IP-kamera. Det lyder svært, men faktisk er det hamrende nemt.

Hvad er port forwarding?

Der er tilknyttet en IP-adresse – og i nogle tilfælde flere IP-adresser – til din bredbåndsforbindelse. Har du flere enheder på internettet (fx computere, printere eller musikafspillere), bruger du din router til at dele denne ene virtuelle ‘vej’ ud og ind af huset. Når du på et givent tidspunkt forespørger på denne IP-adresse fra en anden lokalitet, vil routeren som udgangspunkt ikke vide, hvor den skal smide forespørgslen hen. Den ved simpelthen ikke, om du ønsker at komme i kontakt med din computer, dit IP-kamera, eller hvad du end har tilkoblet netværket. Port forwarding gør altså din router klar over, hvor den skal sende en forspørgsel hen, hvis der kommer sådan en på en bestemt port.

Guide til port forwarding

Først og fremmest behøver du at indstille, hvilken port dit IP-kamera skal køre på. Det gøres nemt via kameraets web-interface eller den medfølgende software. Dernæst skal du vide, hvilken IP-adresse dit kamera er blevet tildelt af din router, eller du har givet det. Herefter logger du ind på routeren og vælger ‘Port Forward’ (som i visse tilfælde også kan hedde ‘Application and Gaming’, ‘NAT’ samt andre finurlige ting alt efter mærke og model – læs eventuel manualen for din router).

Her skal du blot indtaste IP-addressen, som dit IP-kamera har fået samt det portnummer, som du har valgt. Når denne indstiling er gemt, burde du kunne tilgå dit kamera fra internettet ved at indtaste din eksterne IP-addresse (som er tilknyttet din internetforbindelse) efterfulgt af portnummeret adskilt af kolon. Når du kender metoden, klares dette på under ét minut.

Du kan finde et godt IP-kamera her, hvis du ikke allerede har et.

Kommentarer