Sikker ejendom - Blog om videoovervågning og alarm.

ONVIF | åben standard for IP-overvågning

onvifSom de der kender markedet for IP-overvågning ved, er det småt med muligheden for at få IP-kameraer fra forskellige producenter til at arbejde sammen. Det er irriterende for slutbrugeren, at det ikke er muligt at sammensætte et overvågningssystem bestående af kameraer fra forskellige producenter uden at skulle anvende flere forskellige typer software.

Heldigvis har branchen fået øjnene op for det problem, og det er nu mundet ud i et samarbejde mellem de største producenter omkring én og åben standard kaldet ONVIF.

Overvågningsbranchen slår et slag for åbne standarder

Det er godt at se, at branchen nu har erkendt, at lukkede standarder ikke er ensbetydende med højere salg for den enkelte virksomhed. Åbne standarder vil formentlig gøre hele markedet for IP-overvågning større, da IP-overvågning bliver mere attraktivt for slutkunden. Det skyldes, at han ikke er bundet til en bestemt producent, hvis han ønsker at udvide eller ændre sit setup eller ønsker en anden leverandør til supportering.

IP-overvågning bliver mere attraktivt

Problemstillingen omkring åbne henholdsvis lukkede standarder har ikke været til stede ved analog videoovervågning, da overvågningskameraer fra stort set alle producenter har kunnet kombineres efter ønske. Her var harddiskoptageren (DVR) ligeglad med, hvilke kameraer den optog fra. Ved IP-overvågning er denne problemstilling betydelig, da lukkede protokoller gør det umuligt at betjene IP-kameraer fra forskellige producenter via den samme software. Derudover kan netværksoptagere fra én producent ikke arbejde sammen med et IP-kamera fra en anden. Når en sådan problemstilling er tilstede, bliver analog videoovervågning blot mere attraktiv. Dermed bliver kagen for IP-overvågning samlet set mindre.

Medlemmer af ONVIF

Medlemmer af ONVIF er opdelt i tre grupper: fulde medlemmer, bidragende medlemmer og medlemmer, der blot anvender ONVIF. I skrivende stund ser fordelen således ud (se alle medlemmer på www.onvif.org).

  • Fulde medlemmer: 15
  • Bidragende medlemmer: 23
  • Medlemmer der anvender ONVIF: 217

Blandt de største virksomheder/brands, der bidrager til ONVIF, er blandt andet: AXIS, Bosch, Siemens, Sony og Panasonic. Vivotek har også valgt at benytte ONVIF, og har en ny serie på vej med IP-kameraer, der understøtter ONVIF. Dem ser vi nærmere på inden længe her på bloggen.

Kommentarer