Nye IP-kameraer fra ABUS
Tyske ABUS har nu løftet sløret for flere nye IP-kameraer Security Essen 2010, som er en stor messe for sikkerhedsudstyr.
ABUS har tidligere ikke været så godt med med hensyn til udendørs IP-kameraer. Det har simpelthen været meget småt med kameraer, der tåler udendørs montering. Det har betydet, at andre producenter har sat sig på en stor del af dette marked, blandt andet Vivotek og AXIS. Det er der blevet lavet om på med de nye modeller.
Overblik over 6 nye dome-kameraer
ABUS kommer med flere nye indendørs dome-kameraer. Modellerne er forskellige i forhold til, om de behøver tilslutning med netværkskabel, eller om de understøtter trådløst netværk. Desuden er der forskel på, om de har nattesyn eller ej.
- ABUS TVIP31000 – indendørs dome-kamera (LAN) uden infrarødt lys
- ABUS TVIP31050 – indendørs dome-kamera (WLAN) uden infrarødt lys
- ABUS TVIP31500 – indendørs dome-kamera (LAN) med infrarødt lys
- ABUS TVIP31550 – indendørs dome-kamera (WLAN) med infrarødt lys
Den anden gruppe af dome-kameraer er hærværkssikrede kameraer, der også tåler udendørs montering. Her er er forskellen, om det enkelte kamera understøtter trådløst netværk, eller om der behøves tilslutning med kabel.
- ABUS TVIP71500 – udendørs dome-kamera (LAN) med infrarødt lys
- ABUS TVIP71550 – udendørs dome-kamera (WLAN) med infrarødt lys
Andre IP-nyheder fra ABUS
ABUS TVIP52501 er et traditionelt box-kamera beregnet til indendørs brug. Kameraet er specielt egnet til butikker, kontorer, hoteller og lignende. ABUS TVIP52501 understøtter CS-mount, som betyder, at man selv kan vælge det objektiv, som egner sig til stedet. Opløsningen er i HD 1080p (2 megapixel). Der er indbygget kortlæser i kameraet, så optagelser kan lagres direkte derpå.
ABUS TVIP62500 er et helt nyt kamera på både yder- og indersiden. Det er faktisk det første kompakt IP kamera fra ABUS, som tåler udendørs montering (IP66). Også her er opløsningen på 2 megapixel. Kameraet understøtter PoE (Power Over Ethernet), som må siges at have vundet frem inden for IP-overvågning.
Megapixelopløsning og trådløs tilslutning
Alle nye IP-kameraer på markedet skal i dag være med megapixelopløsning. Det er den vej udviklingen er gået, og den ser ikke ud til at stoppe. Ovenstående modeller har da også en opløsning på 1,3 megapixel, hvilket er ganske flot. Det bemærkelsesværdige ved de nye kameraer er dog, at flere af dem understøtter trådløs tilslutning. Der findes i dag mange trådløse kameraer på markedet, men det er som om, at de mest seriøse producenter har tøvet med at sende den slags kameraer på markedet. ABUS har allerede trådløse kameraer på markedet, men ingen trådløse til udendørs brug. Kigger man eksempelvis på Vivotek, finder man heller ingen trådløse kameraer, der er til udendørs brug. Netop denne feature har været meget efterspurgt, og det vil helt sikkert gøre ABUS’ kameraer attraktive for rigtige mange personer/virksomheder.
Trådløs tilslutning har som bekendt mange fordele. Det at der ikke skal trækkes kabler, gør det ikke blot nemmere at montere, men det betyder også en stor besparelse. Det at trække kabler er typisk meget omkostningsfuldt, og det kan hurtigt løbe op i flere tusinde kroner, når man har en installatør til at forestå arbejdet. Når kameraerne blot skal tilsluttes det trådløse netværk, så kan alle og enhver selv stå for installationen.


