Sikker ejendom - Blog om videoovervågning og alarm.

Naboor | Smart app til organisering af nabohjælp

naboorNabohjælpsordninger kan være effektive i kampen mod indbrud og hærværk. Ifølge Det Kriminalpræventive Råd kan nabohjælp faktisk nedbringe den type kriminalitet med op til 26 procent. Naboor er en gratis online service, som kan hjælpe dig og dine naboer med at organisere jeres nabohjælp. I artiklen her kan du læse mere om nabohjælp, og hvordan Naboor kan være nyttigt for din nabohjælpsordning.

Hvornår er nabohjælp nyttigt?

Grundlæggende betyder nabohjælp, at du og dine naboer holder øje med hinandens hjem og jeres kvarter. Hvis nabohjælp skal være effektivt i kampen mod indbrud og hærværk, kræver det naturligvis, at der etableres et godt netværk mellem dig og dine naboer. I skal være enige om at indføre ordningen og være villige til at hjælpe hinanden for at få det fulde udbytte af nabohjælp. Nabohjælpsordninger kan fungere på mange måder. Eksempelvis kan aftalen blot være, at du og din nabo giver hinanden besked, hver gang I ikke er hjemme i længere perioder.

Sæt nabohjælpen i system

Med Naboor er det muligt og nemt at gøre en ekstra indsats for at sikre effektiv nabohjælp. Naboor er udviklet af personer, som selv havde behov for at skabe et mere trygt nabolag. App’en er et moderne værktøj til at organisere nabohjælp og har tre primære funktioner:

  1. Hvis du ikke er hjemme, bliver dine naboer over mobilen mindet om at tjekke dit hus. Når de har gjort det, modtager du en besked herom.
  2. Hvis du har privatalarm og den aktiveres, kan du automatisk varsle dine naboer via sms og e-mail. Her opfordres de eksempelvis til at tilkalde politiet på 114.
  3. Ideen bag Naboor er at bo i ‘det vågne nabolag’. Derfor kan du og dine naboer med Naboor let dele informationer om mistænkelige aktiviteter i nabolaget. Har du for eksempel set en varevogn med tonede ruder kredse rundt i nabolaget, kan du videregive de oplysninger til resten af dine naboer, så I er flere til at holde et vågent øje.

Med Naboor kan du altså nemt gøre dine naboer opmærksom på, at du ikke er hjemme. Derudover kan du uden problemer følge med i, om dit hjem og nabolag er sikkert – også selvom du er bortrejst. Hvis I ønsker at bruge app’en til nabohjælp, opretter I selv jeres private netværk, som ingen andre har adgang til.

God forebyggelse mod indbrud og hærværk?

Naboor kan være et rigtig godt redskab til at strukturere nabohjælp. Dog skal du være opmærksom på, at tjenesten ikke vil gøre meget nytte, hvis der ikke er interaktion mellem dig og dine naboer. Tjekker din nabo ikke dit hjem, når han modtager en besked herom, gør app’en ingen gavn. Derfor er det vigtigt, at alle er indforståede med ordningen og tager den seriøst.

Hvis I har en god nabohjælpsordning i dit nabolag, kan det være en god idé at skilte med det. Sørg for at vise indbrudstyvene og hærværksmændene, at I holder øje med hinanden og jeres kvarter. Det kan have en præventiv virkning. Når du tilmelder dig Naboor, kan du vælge at få tilsendt gratis advarselsklistermærker.

Generelt er Naboor og nabohjælp kun effektiv tyverisikring, hvis I som nabolag arbejder kollektivt sammen. Der kan være perioder – for eksempel om sommeren – hvor det er vanskeligt, fordi jeres kvarter mere eller mindre er ubeboet. Derfor kan det være en god idé at anvende andre kriminalitetsforebyggende metoder end nabohjælp. Eksempler herpå kunne være mekanisk eller elektronisk sikring såsom videoovervågning eller alarm.

Har du selv gjort dig erfaringer med Naboor, eller har andet at tilføje, så læg endelig en kommentar nedenfor.

 

Kommentarer