Sikker ejendom - Blog om videoovervågning og alarm.

Nabohjælp: Effektiv og gratis tyverisikring

NabohjælpMeget kan gøres for at dæmme op for indbrud. Alarm og videoovervågning er oplagte muligheder, men meget andet kan også gøres i kampen mod indbrudstyven. Her kan nabohjælp fremhæves som et klart eksempel på en effektiv og tilmed gratis form for sikring.

Få naboen til at holde et åbent øje

Indbrudstyve foretrækker ofte at ‘arbejde’ steder, hvor der forekommer så lidt aktivitet som muligt, og hvor der er mindst risiko for at at blive bemærket. Her kan faste aftaler med naboerne være med til at opdage mistænkelige personer i nabolaget. Herefter kan der tages kontakt til politiet, hvis det er nødvendigt. Denne form for sikring handler basalt set om at have en god og løbende kontakt til sine naboer. Fortæl hvornår huset står tomt, og få eventuelt naboen til at tømme postkassen eller sætte sin bil i indkørslen. Dernæst er det meget anvendt at skilte med, at der praktiseres nabohjælp i området. Dette viser eventuelle tyve, at der bliver holdt øje med huse, som står tomme.

Nabohjælp er effektivt

Det Kriminalpræventive Råd har undersøgt effekten af nabohjælp og har fundet, at nabohjælp kan nedbringe antallet af indbrud og mængden af hærværk med mellem 16 og 26 procent. Nabohjælp er således ikke en komplet sikring, men må alligevel siges at være meget effektiv – specielt set i lyset af, at det er helt gratis.

Kombiner nabohjælp med alarm

Nabohjælp og traditionel sikring kan sagtens kombineres og tilmed med et godt resultat. Har man eksempelvis installeret en GSM-alarm, kan både du og naboerne få en SMS, hvis uheldet er ude, og en indbrudstyv bryder ind. Dermed kan naboerne hurtigt observere personer, bil og så videre og kontakte politiet, hvis det er nødvendigt. En GSM-alarm og nogle gode aftaler med naboerne vil typisk være langt mere effektivt end en alarm med tilknyttet vagtselskab. Det skyldes, at naboerne kan reagere med det samme i modsætning til en vagt, som først ankommer 15-20 minutter efter, alarmen er gået.

Kommentarer